Du så ham måske til Odder Grus, suse forbi dig i hans hvide dragt med regnbuestriberne flimrende i sensommersolen. En uge senere tog vores danske gravel verdensmester Jan Olsen fra Svendborg til EM i Houffalize i Belgien og føjede titlen “Europamester” til cv’et efter en hårdt tilkæmpet sejr i H65 aldersgruppen.
Vores reporter Lasse tog sig en snak med Jan om oplevelsen, forberedelsen og om det mindset der skal til, hvis du vil bestige det højeste trin på podiet.
Væddeløber til benet.
“Det fede ved gravel er, at du hverken kan dope dig, eller snyde dig til det. Hvis ikke du kan finde ud af at styre din cykel i et gravelløb, så ryger du på røven.”
Griner vores nykårede europamester i H65 med armene spredt over ryglænet i den røde sofa han sidder selvsikkert i.
“Der er kun én måde at lære det på, og det er at komme ud og finde ud af, hvad du er dårlig til, arbejde på dét og så blive bedre til det. Alt det du ikke forbereder selv, er en fordel du giver til de andre”.
Hvis du troede at konkurrencen til UCI gravelløbene kun var hård i elite feltet, kan du tro om igen. Age group deltagerne er mindst lige så stålsatte på at yde deres bedste og sætte deres konkurrenter på plads, som eliten. Ingen kommer sovende til en sejr i age groups. Det giver sig selv. Størstedelen af deltagerne har været elite siden de var unge, og elsker det stadig så højt, at de ikke kan lade være. Det er så at sige kun den benhårde kerne der er tilbage i age groups. Alle dem, der havde den bare 10% mindre, er med tiden faldet fra og har fundet andre veje i livet og cyklingen.
Så du vågner altså ikke bare op en dag som 58 årig, og beslutter dig for at nu kunne det være sjovt at vinde VM i gravel i din aldersgruppe. Det kræver 100% dedikation og hvis du skal til at bygge en motor op, som de andre har arbejdet på i årtier, har du mildest talt travlt.
Jan er på mange måder mit idol. Selvom han siger at hans træning i dag mest af alt handler om, at begrænse alderens uundgåelige indhug i hans fysiske formåen, vælger han stadig at række ud efter stjernerne og nægter at lade sig nøjes med det næstbedste. I en alder af 65 er han akkurat lige så dedikeret til hans fag, væddeløbet, som da han var 21 med en Vo2max på 82.
Stribernes forbandelse.
siden han vandt VM striberne i Holland 2025 har der kun været én ambition. At forsvare trøjen med endnu en placering øverst på podiet. VM bliver i år afholdt i Australien, og det blev både for dyrt og besværligt.
“Min kone sagde godt nok, jeg skulle tage derned. Men puh ha! Al den rejsetid, alle de dage det ville tage med både recon, akklimatisering, prep, løb og hjem igen. Og pengene oveni. Jeg er jo også en gammel mand, og bliver sgu helt træt bare ved tanken”.
Derfor valgte han i stedet at gå all in på EM i Houffalize i Belgien. Skrev til UCI, og spurgte om ikke verdensmestertitlen kunne afføde et wildcard. Det kunne den godt, og kvalifikationsløbene behøvede han derfor ikke bekymre sig om.
“Det var min plan hele vejen at vinde det. Alt andet ville være en skuffelse. Så det har været 5-6 måneders fuldt fokus kun på det.”
Men forberedelsen var langt fra optimal. Han styrtede under en træningstur på Mallorca i maj og slog blandt andet sit håndled, og først nu her 3 måneder senere kan han bøje hånden ordentligt omkring bukningen på styret.
“Det var min største bekymring. Om min hånd ville nå at blive klar, Så jeg har ikke kunnet træne optimalt, og har stort set ikke kørt gravel før Belgien, for at give min hånd mest muligt ro.”
Men pludselig blev det august og så måtte forberedelse og håndleddet enten briste eller bære. Han havde i det mindste nået sin recon tur sammen med hans kone et par uger før, så han kendte ruten og vidste at det ville blive hårdt med mange arytmiske bakker og tekniske nedkørsler, men stribernes forbandelse havde turen ikke forberedt ham på.
“Den her forbandede trøje mand! Alle stikker på mig i højre og venstre og hver gang der én der får et hul kigger alle de andre på mig og vil have mig til at lukke det. Så jeg måtte virkelig bide i styret mange flere gange end jeg havde regnet med og blev helt i tvivl om jeg overhovedet var i stand til at grave så dybt så mange gange.”
Men det lykkes ham at komme afsted i en stærk 4 mands gruppe, sammen med en tysker og to Belgiere. Belgieren og den ene tysker trækker fra hver gang de kører nedad. Jan får krampe i den dårlige hånd og får svært ved at holde i styret. Så hænger han dér, med den anden tysker på slæb, som ikke vil føre, fordi hans landsmand sidder foran og kører rul på skift med ham Belgieren, fordi de ikke vil have Jan med op. Hver gang er det igen Jan, der må lukke.
Pludselig ryger Belgieren af i et sving og Jan er alene med de to tyskere.
“Jeg tænker bare FUCK mand! Hvis de begynder at hugge på skift, så er jeg færdig. Men det vildeste er. Det sker ikke. Jeg sidder og bliver helt nervøs og tænker, okay, hvornår fanden kommer deres angreb. Men de kører kraftedeme aldrig.”
“Da vi kommer ind på opløbet, træder jeg bare alt jeg kan, og der kan jeg se hvorfor de aldrig stak. I det samme jeg starter spurten har jeg allerede 5 meter, så de var bare fuldstændigt færdige.”
Jan var også selv helt færdig. Han boede på et hotel lige ved siden af en burgerrestaurant og i den konstante duft af nystegte pommes frites havde han i dagene op til bare gået og glædet sig til han kunne gå ind og selv sætte tænderne i dem til hans velfortjente sejrsmåltid. Men da han endelig kommer hjem på hotellet, er han så træt at han ikke engang gider gå ned og trappen og ender med bare at spise en skål yoghurt med havregryn.
Et sidste råd med på vejen.
Polkadot: “Kæmpe tillykke Jan. Jeg synes det er så mega bad ass, at du lige vælger at toppe din VM præstation fra sidste år med endnu en lektion i, hvad det vil sige at være en vaskeægte stodder på en cykel. Har du et godt råd eller en betragtning, du gerne vil give med videre til folk derude, der sidder og måske selv overvejer at deltage i de her UCI løb?”
“Jeg synes bare, man skal gå for det. Men hvis du vil have en god oplevelse ud af det, er du også nødt til at gå ind i det på løbets præmisser. Hvis ikke du kan lide konkurrenceelementet eller “bare” gerne vil se, hvor langt du kan komme og ikke går 100% ind i det, så skal du nok overveje noget andet. Hvis du vil præstere i de her løb, så kræver det fuldt fokus hele året. Måske skal du nøjes med at vælge kun 1 løb som A mål hele året. Se på hvad ruten og formatet vil kræve og hvad dine begrænsninger er i forhold til det. Og så bruge alle andre løb og alle dine træninger som forberedelse til at øve dig i dét. Kom ud på cyklen, og kør alt det du kan. Det er den eneste måde, du bliver bedre på.”