Årets længste tur på årets korteste dag. Det lød helt perfekt. Måske også lidt dumt. Men nu var det lige gået så godt med mine lange ture og løb i 2025 og jeg tænkte man måtte kunne bruge det der vintersolhverv til et eller andet. Hvem fanden siger også man ikke kan have det sjovt på sin cykel om vinteren?
Jeg gik rundt og synes lidt, at jeg manglede en 600km tur for at kunne vinge mit cykelår af med fuld plade, i det audax cyklisterne kalder en “Super Randonneur”.
Det er traditionelt når en rytter (randonneur) gennemfører både et 200km, 300km, 400km og et 600km brevet(løb) indenfor en sæson.
Det havde spøgt i mine tanker siden september. Der havde jeg kørt en Fyn rundt Gravel tur på 443km. 200km havde jeg ramt allerede til Dirty Jutland og Nordic Gravel Grinder og med Unsupported Gravel Challenge på 330km tilbage i juni, kunne jeg også strege 300km turen af listen.
Hver gang havde det været min debut på de distancer, og de var allesammen gået langt over forventning. Hver gang var det akkurat lige så modbydeligt som det var sært tilfredsstillende. Og hver gang var jeg allerede dagen efter vågnet op med en foruroligende lyst, til kun at køre endnu længere og endnu hårdere næste gang.
Nu manglede jeg altså kun den sidste. 600km turen. Jeg synes også jeg skyldte min fødeø Sjælland lidt kærlighed efter min Fyn affære. Ja Ja ok, så var jeg måske ikke med i nogen official audax liga eller noget som helst. Men hvordan skulle det overhovedet være en god grund til at lade være?
Forberedelsen
Den Sjællandske kystlinie rimer vist også nogenlunde på 600km, mente jeg. Hov det gjorde det søreme og nu havde jeg pludselig tegnet en Strava rute! Den så så fin ud dér på kortet, at det næsten ville være synd for den hvis ikke jeg kørte den.
Min Fyn tur var 443km. Det havde taget mig lige omkring 17timer. Det var jeg overbevist om at jeg kunne gøre hurtigere. Et forsigtigt regnestykke ville sige jeg kunne lægge 6 timers køretid oveni, for at nå de 600km. Så var jeg stadig på den nemme side af 24 timer.
Fyn turen havde jeg kørt tilbage i september. Og jo jo det var i lange ærmer og løse knæ, men det smagte stadig af sommer. I mellemtiden var det blevet vinter. Og det lyder måske skørt, men det gjorde det kun endnu mere spændende i mit hoved. Altså ikke “bare” køre 600km. Men køre 600km på den koldeste og mørkeste tid på året! Det begyndte at ligne noget.
Vi har jo ikke rigtig nogen bjerge herhjemme i Danmark. Til gengæld har vi vinter, mørke og dårligt vejr, og man må jo tage hvad man kan få, nu hvor teambudgettet igen i år ikke ligefrem rimede på en træningslejr i Calpe.
Tvivlen
600 km. Sjælland rundt. På 24 timer. Årets korteste dag. Årets længste nat. Det lød allerede som en klassiker. Den slags stof legender er gjort af. Mytologisk næsten. Som et ritual. En slags årets sidste tohjulede pilgrimsfærd igennem mørket, kulden og ensomheden. Før du vender hjem til en fejring af lyset og hjerternes fest i varmen med dem du holder af. Jeg var solgt.
Elementet af usikkerhed tændte mig kun endnu mere.
Ville det overhovedet kunne lade sig gøre?
2/3 af turen ville jeg skulle køre i mørke. 16-17 timer alt i alt. Og det ER bare sværere at køre ægte stærkt i mørke.
Vind, vejr og kulde ville også have indflydelse på farten. Udover det bruger kroppen jo en mærkbart større mængde energi på at holde varmen når det er koldt. Men hvor stor ville effekten være, når anstrengelsen blev strukket ud over 24 timer?
Jeg anede det ikke.
Jeg havde aldrig kørt længere end 443km i ét hug og ikke mere end 5 timer i mørke af gangen. Så jeg vidste i virkeligheden ikke om jeg ville falde af cyklen helt mørkeblind af træthed efter 20 timer, eller før endda. Men hvis ikke jeg prøvede, ville jeg jo heller aldrig vide om jeg kunne.
“Kend dig selv” stod der over døren til oraklet i Delfi. Okay så.
– “Hey skat!?”
“Jeg tager lige til Sjælland og kører 600km på 24 timer.”
– “Hvorfor?”
– “Fordi Oraklet og Platon …og de gamle grækere, du ved.
Ses om et par dage!”‘
Afgang
Jeg pakkede min cykel med lygter, reservedele, tools, ekstra regnjakke, Powerbanks og 7000 kalorier og hoppede på et lyntog til København. Sov på en sofa i Valby. Stod op og spiste. Sov lidt mere. Vågnede, stod op igen og spiste endnu mere. Cyklede 10km gennem et gråkoldt decemberklædt København ud til BenBen cykler i Hellerup til et hurtigt High-five og en sidste croissant og kaffe før jeg satte mig i sadlen og kørte ud af byen, mens solen skyndte sig i skjul bag alle tagene.
Selve turen fortæller jeg om en anden gang. Det er en hel roman i sig selv. Vi kan kalde den 57 nuancer af sort. Her et par highlights:
– “Hold kæft hvor er det mørkt.”
– “De havde sgu da ikke lovet det skulle regne!”
– “Jeg troede aldrig solen ville stå op.”
-“Aldrig har jeg set så meget af Sjælland uden overhovedet at se særligt meget af Sjælland.”
– “Shit hvor er der langt fra Vordingborg til Kalundborg.”
…og 1440 minutters betragtninger i samme dur.
Det var selvfølgelig akkurat både lige så hårdt og lige så modbydeligt som det var sjovt og sært tilfredsstillende. kan jeg anbefale det?
100%
PS Redaktionen arbejder i skrivende stund på en film-udgave af Lasses rejse så bliv endelig hængende på kanalen og sid klar når den lander.
Billeder
