Kender I det der med at gå ud for at opsøge noget og så ende med noget helt andet?
Nogle gange så tager livet en lille drejning. Der sker ting, der kort forinden ikke var en del af planen. Det kunne f.eks. være at gå ned for at handle sund aftensmad og komme hjem med junkfood. At tage ud for at cykle i halvanden time og komme hjem efter fem timer i sadlen plus bagerstop. At tage ned på den lokale for at lede efter den eneste ene og komme hjem med… ja… eksemplerne står i kø… Nå, men altså. Det skete for mig i midten af december. Da skrev jeg en besked til Mads C på Instagram. Altså Mads C her fra Polkadot. Ikke fordi jeg ledte efter den eneste ene, hende har jeg fundet, men fordi jeg skulle have et godt råd omkring en cykelsko fra Fizik, som jeg mente, han havde kørt i. Og ganske rigtigt. Mads havde haft skoen, og jeg fik den feedback, jeg håbede på. Så langt så godt.
Efterfølgende prøvede Mads sågar også at sælge mig et par i en frisk farve til en god pris, men farven kunne jeg ikke bære. Sådan et par skrig orange cykelsko, dem er jeg bare ikke i konstant skarp nok form til at bære. Så tilbage i kassen med dem. Mads har dem selvfølgelig selv. Han kan bære dem. Så langt så godt.
Og så tilbage til det, som jeg indledte med. Da jeg havde fået svar på mine Fizik-spørgsmål, skrev Mads, at han havde noget andet, han lige ville præsentere for mig. Han præsenterede det som “en oplagt mulighed”, og sådan en siger man jo ikke nej til at høre. Den oplagte mulighed var, at jeg kunne få en lille klumme på Polkadot Avisen, og sådan et tilbud siger jeg i den grad heller ikke nej til. Derfor svarede jeg lidt kækt, ”du siger bare til, hvor meget spalteplads jeg kan få. Jeg kan fylde 1-2-3 sider”, og sådan gik det til, at et simpelt spørgsmål om et par cykelsko blev til, at jeg nu sidder her og kæmper med at fylde 1-2-3 sider. Men så langt så godt.
Og når vi nu er nået hertil, så lad mig præsentere planerne for min lille klumme og måske faktisk først mig selv. Jeg er hverken den hurtigste, ej heller ikke den mest moderigtige cyklist på landevejen, men jeg har noget, de færreste cyklister har – nemlig et cykelhotel. Det ligger i Sydspanien ca. 3000 km fra æsken med de orange sko. Mit navn er Morten, jeg er 43 år gammel, jeg har cyklet i 13 år, og så ejer jeg sammen med min kæreste Freja et lille hotel i en lille bjergby med udsigt over det store Middelhav. Hotellet hedder La Ventera, og vi kalder det for “det lille cykelhotel”. Mads har været hernede sammen med Breakaway Cycling Club, så han kender fint til vores lille sted og den stemning, der hersker hernede. Og det er netop den hjemlige, uhøjtidelige og cykel-elskende stemning, der gerne skulle ned på skrift i denne klumme. Jeg deltager ikke i stribevis af motionscykelløb eller følger faste diæter og træningspas, som jeg kan berette om og gøre jer klogere på, men jeg håber, jeg kan byde ind med et frisk eksotisk pust, lidt tapas og nogle gode og sjove historier om livet som hotelejer og måske om folk, vi møder på vores vej.
I min profil-tekst her på siden har jeg skrevet, at jeg ville ønske, jeg havde opdaget cykling noget før, og det er korrekt. For jeg elsker at cykle. Alene eller sammen med andre. Jeg elsker historierne og fællesskabet. Kulturen, naturen, roen og de fysiske udfordringer. Og hvis jeg kom lidt sent i gang med at cykle og lære kulturen at kende, så får jeg nu stillet min sult på daglig basis. Ikke fordi jeg cykler hver eneste dag, men fordi hver eneste dag handler om cykling. Det er cykling, der er omdrejningspunktet her hos os. Og det er vores gæster på to hjul, der får vores hjul til at dreje rundt.
Vi har siden marts 2022 drevet vores lille hotel, og der er et par ting, der hurtigt slår mig, når jeg tænker tilbage på de sidste fire års drift af et nichehotel for cyklister.
1: Det første er, hvor vildt det er at være selvstændig. Jeg har fået en kæmpe respekt for alle selvstændige, som jeg af uvidenhed ikke havde før. Der er en enorm stolthed i at bygge noget op, få det til at fungere og drive en forretning, som skal være sund for at kunne overleve og sikre familien tapas morgen, middag og aften. Når det går godt, er det vores egen fortjeneste. Men det er det også, når det ikke går som ønsket. Det er lidt ligesom at cykle i bjergene her hos os. Det går op, det går ned. Det går op, det går ned. Og den der frygt omkring, hvorvidt der nu også kommer bookinger i kalenderen og en usikkerhed om fremtiden, den kan fylde enormt meget, og en modtaget email senere være helt væk. Sådan har vi faktisk lige haft det. I to-tre uger var der meget lidt interesse omkring os, og så frygtede jeg lidt, at lysten til at besøge os var falmet. Men så i de sidste par dage, er vi blevet kontaktet af både nye cyklister og tidligere gæster. Og så stiger humøret lige. Og den kontrast. Den er vild.
2: Det andet er, hvor dejligt ukomplicerede cyklister er. Det er helt vildt. Vi har igennem de sidste 4 år haft en stigning i antal besøgende, men trods det aldrig nogle problemer med gæsterne, hvilket man ellers nemt kan forbinde turisme og hotelophold med. De meget, meget få problemer vi har haft, de er så små, at jeg ikke vil være bekendt at nævne dem. Derimod vil jeg hylde alle jer cyklister for at være taknemmelige. Eller i hvert fald alle dem, som har besøgt os. Taknemmelige for et fedt cykelterræn, et godt måltid mad og en seng at sove i. Og vigtigst af alt selvfølgelig. Nem adgang til snacks og kolde øl og vand.
Kun at remse to ting op er egentlig helt latterligt taget i betragtning af, at vi har drevet hotel i fire år nu, og at vi skiftede Indre Nørrebro ud med Gualchos og mediebranchens tv-produktion ud med en hverdag med et lille hotel med 5 værelser. Men det var lige de to ting, som poppede op, og når jeg nu sidder her og skriver en klumme, så kunne jeg også tilføje en tredje ting – netværk.
3: Det kommer jo lidt i forlængelse af de to ting ovenfor, og den her klumme er jo også en konsekvens deraf. For da vi startede, havde vi stort set ikke noget netværk indenfor cykling. Freja cyklede ikke, og jeg cyklede kun med kammerater og havde deltaget i måske 6 motionsløb over 10 år. Så det var ikke prangende. Hverken antallet af løb eller præstationerne deri. Nå, men vi fik på en eller anden måde fat i vores lille netværks netværk, og nu efter 4 år føler jeg, at vi har et ganske stort netværk indenfor cykling. Bruger vi det så godt nok? Formegentlig ikke 🙂 Men vi forsøger efter bedste evne og overskud, og vi vil gerne spille med og lege med, hvis nogen vil lege med os. Ligesom nu med Polkadot Avisen, men også med motionsløb og klubmesterskaber, som vi har sponsoreret. Vi vil gerne støtte gode initiativer og vise flaget, og så håber vi selvfølgelig også, at det gavner os selv i sidste ende. Og hvis det ikke gør, så har det forhåbentlig gavnet nogle andre, og så må vi se, hvad vi selv kommer hjem med…
Jeg kom efter et råd om cykelsko og kom hjem med en tjans som klummeskribent på Polkadot Avisen. Jeg håber, I vil læse med fremover. Så må vi se, hvad jeg kan finde på at skrive om, og hvad I får ud af det 🙂