Foråret kalder på de midtjyske grusveje
På søndag er det igen tid til Spring Classic GRVL Experience, når mere end 180 ryttere fra hele landet mødes på de midtjyske veje til en dag med fart, fællesskab og forårsstemning på grus.
Hos Polkadot Avisen, ser vi frem til løbet som en naturlig start på den danske gravel-sæson, et sted hvor både ambitioner og oplevelser får lov til at fylde.
“Spring Classic er tænkt som en rigtig forårsklassiker på grus. Det er her man mødes efter vinteren, tester benene og mærker den særlige energi, der opstår når sæsonen begynder.”
Stærkt felt på 130 km
På startlisten i år finder man en spændende blanding af ryttere. På den lange 130 km distance stiller en håndfuld Continental-ryttere til start sammen med flere dedikerede gravel-specialister, som alle bruger løbet som en tidlig sæsontest.
De midtjyske grusveje lægger op til et hurtigt og taktisk løb, hvor samarbejde i grupper og timing af angreb kan blive afgørende.
Men selv om niveauet er højt i front, er Spring Classic langt fra kun for dem, der jagter resultatet.
En oplevelse for alle
“For os som arrangør af løbet er oplevelsen mindst lige så vigtig som konkurrencen.”
“Vi vil gerne skabe et løb, hvor både eliten og motionisterne føler sig velkomne. Det skal være en god dag på cyklen, fra man ruller ind i startområdet til man sidder med en kop kaffe efter mål.”
I start- og målområdet kan deltagerne derfor starte dagen med gratis barista-kaffe fra CleverCoffee, mens snakken går, og de sidste forberedelser gøres inden start.
Undervejs på ruten venter et velassorteret depot, hvor rytterne kan tanke op med vafler med flødeskum, vingummier, kage og kaffe, ølsmagning fra Klosterbryggeriet, små, men vigtige detaljer, når kilometerne begynder at sætte sig i benene.
Den rette stemning ved start og mål
Stemningen i start- og målområdet bliver igen i år sat af Tinnetgaard, der bidrager til at skabe den helt rette atmosfære omkring løbet. Her er plads til både nervøsitet før start, spænding undervejs og afslappet hygge, når dagens strabadser er overstået.