Turist-inspektionen i Andalusien kom på besøg og fejrede vores 4. års fødselsdag og tog vores hotel-titel med, da de gik. Feliz cumpleaños, siger jeg bare.
Vi er ikke længere det lille cykelhotel. Ej heller cycling hotel. Ja, den er god nok. Vi er ikke længere klassificeret som et hotel og derfor ikke længere det lille cykelhotel, som vi ellers har elsket at kalde os selv. Hvad er vi så nu? Ja, det er et godt spørgsmål. Måske finder vi svaret i denne klumme.
I sidste uge havde vi besøg af turist-inspektionen her i Andalusien. Det er nogle mænd i jakkesæt, der rejser rundt med attachémapper under armen og kontrollerer, at hoteller, huse og lejligheder, hvor turister overnatter, lever op til en hulens masse krav. Besøget resulterede i, at vi mistede vores berettigelse til at kalde os selv for hotel og dermed også at markedsføre os som hotel. Er det træls? Ja, det er det! Hvorfor? Fordi vi var ret så glade for at være det lille cykelhotel.
Okay. Ret skal være ret. De gav os muligheden for at beholde hotel-klassificeringen, men kravene var simpelthen for langt fra den måde, vi driver vores lille sted på. Først får I lige lidt baggrundsviden.
Når man driver hotel i Spanien, og sikkert også alle mulige andre steder, så er der visse krav, man skal leve op til, hvis man vil kalde sig for hotel. Det kan være størrelsen på værelserne, antal senge i et rum, antal stole i et rum, tykkelsen på madrasserne, størrelsen på spejle, muligheden for morgenvækning og alle mulige andre mere eller mindre logiske krav. Og hvis man så opfylder rigtig mange krav og dyrker det, så kan man få en, to, tre, fire eller fem stjerner på skiltet, og det er der mange, som går op i, og det er vel også en fin indikator at gå efter, når man som rejsende booker et hotel. Et 3-stjernet lyder bedre end et 1-stjernet. Det er ligesom med salami…
Stjernerne siger altså noget om, hvilke fysiske rammer overnatningsstederne tilbyder og ikke noget om, hvordan det i realiteten er at bo der. Jeg bilder mig også ind, at de fleste af vores gæster ikke anede, at vi “kun” havde én stjerne, og det var heller ikke noget, vi selv gik op i. Vi ville faktisk gerne være uden klassificering, men det kan man ikke, og derfor valgte vi, da vi overtog La Ventera for 4 år siden at opgradere fra klassificeringen Casa Rural til Hotel. Turist-inspektionen hjalp os dengang med at klarlægge, hvad opgraderingen krævede, og kort efter havde vi fortjent et flot skilt med ordet HOTEL. Skiltet skulle hænge uden på hotellet, sådan at det kunne ses fra gaden. Og det har det så gjort indtil nu. Undtagen de enkelte gange, hvor vinden har flået det ned…
Det 70 cm høje skilt har hængt ved indgangen til vores café uden faste åbningstider, og under teksten HOTEL har der været én flot, gul stjerne. En rigtig flot en endda. Vi har ikke været interesserede i at få flere stjerner, vi har blot været interesserede i at være hotel, så vi kunne bruge ordet hotel i vores markedsføring, da vi syntes, at hvis vi kombinerede ordene hotel og cykling, så var det tydeligt for de fleste, hvad vi ønskede at være. Et lille og hjemligt sted for cyklister; det lille cykelhotel.
Men tilbage til turist-inspektionen. Manden kiggede primært vores 5 værelser igennem, og så om de nu også levede op til kravene, og det gjorde de heldigvis. Madrasserne var tykke nok, vi havde sengetøj nok til alle senge, der var bøjlestænger, og der blev sat en masse flueben på A4-arket, men så bed han mærke i, at vores hotel ikke havde en reception, som havde åbent fra 08:00 – 20:00 hver dag, og så røg hætten til kuglepennen på igen. Sådan en reception skal man have, hvis man vil kalde sig hotel. Også herude på en bjergside i Udkantsspanien, hvor det ikke ligefrem vrimler med potentielle gæster i receptionen, hvor bussen kører to gange om ugen, og hvor siestaen fra 14:00-17:00 ikke er noget, man skal pille ved. Vi har en reception, men vi har kun åbent, når vi ved, der kommer nogen.
Freja forsøgte at fortælle ham, at vores koncept er anderledes end de normale hoteller. For det første går vi efter cyklister og ikke folk, som kommer ind fra gaden. For det andet har vi minimum 3 dages booking. For det tredje er det typisk grupper, som tager hele hotellet, og for det fjerde har vi ikke åbent året rundt. Og for det femte er jeg glad for at cykle i min siesta, så der skal vi ikke have en åben reception. Men lige lidt hjalp det. Fluebenet udeblev, og der er åbenbart ikke forskel på, om man har et hotel ude i ingenmandsland eller inde i en storby, hvilket for mig virker lidt underligt. Men sådan er reglerne, og hvis hvis vi ville være hotel og bruge ordet hotel aktivt, så skulle vi altså have en reception, der har åbent 12 timer om dagen 7 dage om ugen. Så vi fik to muligheder. Enten at åbne receptionen op eller at droppe at være et hotel. Og det var faktisk en nem beslutning.
Vi valgte nemlig den sidste. Vi droppede tanken om at være hotel. Vi droppede stjernen. Vi droppede det lille cykelhotel, selvom det gjorde lidt ondt. Alternativet var nemlig værre. At holde receptionen åben alle dage fra 08-20.
Så nu er vi faktisk ikke noget. Jo, vi er i gang med at ændre klassificeringen til Casa Rural, men det klinger ikke så godt. La Ventera – det lille cykel Casa Rural… Så vi skal have fundet på en ny tagline, der skal bistå La Ventera uden ordet hotel. Det kunne være et af disse fire mere eller mindre gode bud; La Ventera:
- det lille cykelparadis
- den lille cykeloase
- casa del ciclismo
- cykling og cervezas
Ja, I kan jo tygge lidt på det. Det gør vi. Og hvis I har lyst, så kan I jo komme med et godt bud. Og der findes altså ingen dårlige bud. Så skulle det da lige være La Ventera – cykling og cervezas, men den har vi allerede taget, så vær endelig kreativ i et kommentarfelt på sociale medier eller skriv det til os på amigo@laventera.com.
Vi stod faktisk lige foran at få printet et skilt til facaden, som skal hænge under den cykel, vi har hængt op på gadesiden. På skiltet skulle der selvfølgelig stå, at vi var et cykelhotel. Formentlig på spansk og engelsk, men det fik vi lige stoppet i tide, og det samme gjaldt en produktion af drikkedunke og andet merchandise, hvor de gamle taglines var på. Men alt det venter vi nu lidt med. Heldigvis har vi i 4 år nu haft den tidligere ejers Casa Rural-skilt liggende, så det kan vi nu hænge op igen. At have gemt det skilt i 4 år, det burde faktisk give en stjerne i sig selv…
Heldigvis får alt det her ikke nogen betydning for vores forår, hvor vores sæson for alvor starter nu. Kalenderen er nemlig fyldt vældig godt op, og mon ikke alle andre end turist-inspektionen er fløjtende ligeglade med, om vi hedder hotel eller ej. Det tror jeg, og det er faktisk lige gået op for os, at vi skal i gang med vores 5. hele sæson med La Ventera. Hotellet har 4 års fødselsdag i denne måned, så derfor gik vi og tænkte, at det var fjerde sæson. Men det er jo 5. sæson for filan, og jeg vil lige fortælle, hvordan det gik op for os, at det er 5. sæson.
Det burde jo nok ikke være noget, der skulle gå op for os, men sådan var det. Jeg siger til Freja, at næste år skal vi altså hylde de gæster, der besøger os for 5. gang på 5 år. Hvis det altså sker. Og så sidder vi og snakker om, hvilke grupper der har besøgt os hvert år, og det er der tre grupper, der har. Vi snakker lidt om, hvordan vi kan hylde dem, hvis de altså booker igen næste år. Hvis og hvis, min røv var spids, som jeg husker fra min barndom, så vi slår koldt vand i blodet og bliver enige om, at vi jo kan starte med at give dem en god oplevelse i år, og så kigger vi lige efter i booking-historikken, om der er nogle grupper, vi har overset.
Det var der heldigvis ikke, men det viste sig jo så, at de tre grupper allerede har besøgt os fire gange, og når de kommer igen, igen, igen, igen her i april og maj, så er det 5. gang siden vi åbnede i 2022. Det er jo for vildt!
Så nu skal vi i tænkeboks! Er det jamón, er det queso, er det sangria, er det cortados eller bare en iskold kasse cervezas på terrassen efter første cykeltur. Cykling og cervezas. Vi får se. Men for filan da. Det er jo helt vildt! De tre grupper skal have 5 stjerner. En for hvert gang, de har været her! Og også til alle vores andre gæster, som gør det muligt for os at drive det her lille sted, som ikke er et hotel.
Nu skal vi i tænkeboks. Både omkring nyt navn og fejring af vores stamgæster. Og ved I hvad? Endnu en ting gik lige op for mig. Hvis La Ventera ikke er et hotel længere, så er vi jo heller ikke hotelejere mere, og jeg er ikke hotelfatter og Freja ikke hotelmutter. Av for den. Nu er vi bare stort-hvidt-hus-ejere i Udkantsspanien. Det kræver en cerveza. Eller to…