Der er løb, man deltager i… og så er der løb, der sætter sig fast i sjælen. For mig er Helvede I Syd det sidste.
Første gang jeg kørte den, var det den korte gravelrute. Jeg anede ikke, at de næste 160 km – 100 miles – ville forme resten af min sæson, mit mindset og min måde at se mig selv som cykelrytter på. Men sådan blev det.
Tre ting brændte sig fast:
• Længden – den slags distance, hvor kroppen begynder at stille spørgsmål, og man selv skal levere svarene.
• Vinden – den rå, brutale mur af modstand fra Tønder til Ribe, som ikke bare tester benene, men hele ens væsen.
• Den mentale styrke – den jeg fandt frem, da jeg mindede mig selv om: “I don’t stop when I’m tired. I stop when I’m done.”
Siden da har jeg brugt løbet som min benchmark. Min målepind. Min årlige eksamen. Nu har jeg kørt det fire gange, og hvert år har været sit eget kapitel. Sidste år var det møgvejr fra helvede. Regn, kulde, alt det man håber på at slippe for – men som man alligevel elsker lidt, når man er gravelrytter.
Og sidste år var også første gang, jeg kørte med en kammerat. Hvis han ikke havde været der, var jeg blevet i Tønder. Det ved jeg godt. Men han var der – og derfor gennemførte jeg.
Jeg kommer aldrig til at vinde et cykelløb. Det er heller ikke derfor, jeg stiller op. Jeg deltager for at se, hvad jeg kan. For at mærke livet. For at være en del af noget. De mennesker jeg møder på den rute… jeg kunne skrive en bog om dem. Og om alt det, jeg har oplevet på de ture.
For mig er løbet præcis, hvad det hedder nu: Helvede i Syd. Det er ikke for små børn. Det er for dem, der vil mærke sig selv helt ind i knoglerne.
Og i år – den 26. april – står jeg der igen. Klar til 140 km.
Om det regner, hagler eller sner… vi kommer. Vi kæmper. Vi gennemfører.
Mvh Mário – Team Grimme Sokker
