Polkadot Gravel Cup #1

Kæft det var vådt. Og hårdt. 90 min all out er lige præcis alt det jeg er allerdårligst til. Derfor tænkte jeg det var klogt at deltage. Troede ikke jeg ville nå den sidste ekstra omgang. Men det gjorde jeg. Det var akkurat både lisså skide sjovt og absolut modbydeligt, som jeg havde ventet. Jeg var allerede gennemblødt halvanden time før start, efter de 20km transport fra Vejle station til startstregen. Hele tiden vidste jeg, at jeg også havde 130 gennemblødte km hjem til Svendborg, så snart jeg krydsede målstregen. Så jeg fandt aldrig rigtig væddeløberen frem fra det skjul, der pludselig var blevet overtaget af en snusfornuftig og pjaskvåd kylling. Så jeg slap frontgruppen efter 4 omgange, da det stod klart at jeg skulle investere for meget for at hænge på i alle de hidsige ryk fra folk der tydeligt nærede en ambition om at nå i mål før lillemor derhjemme hældte kaffen fra kanden og knap nok kunne nå at blive våde, før de igen lå på sofaen og proppede sig med søndagskage i kaminens trygge skær. Jeg havde jo også en hjemtur jeg skulle overleve. Det var selvfølgelig respektløst overfor løbet, ånden, mine medkombattanter og de kære arrangører. Indrømmet. Men jeg undskylder ikke. Blot vil jeg ydmygt anføre, at hensynet til min kommende sæson og generelle gerning som dedikeret grustosse, i dette henseende for alt i verden måtte veje tungere, end kaldet fra mållinien på den pågældende dag. Til gengæld er jeg meget taknemmelig for lejligheden og anledningen til at gøre mit vanlige søndagspas til et decideret episk rejse og et sandt studie i det danske novembervejrs 1001 nuancer af grådt, vådt og ondt i piberne. Tak. Glæder mig allerede til næste gang!